Cincinnati chili - comfort food

Cincinnati chili - comfort food

Cincinnati chili er en unik type chili ("con carne") fra Cincinnati sjovt nok. Den bruges som en kødsauce, i stil med en bolognese, beregnet til at blive serveret på spaghetti med et udvalg af toppings.

Cincinnati chili er ikke en stærk ret. Selvom den indeholder chilipulver, er det anderledes på grund af brugen af flere middelhavskrydderier, der indgår.

Du får ikke det krydrede kick, medmindre du ændrer den originale opskrift, selvom du kan inkludere chiliflager og servere den med hot sauce. Du vil opdage et uventet strejf af sødme, der typisk omfatter kanel, muskatnød og nelliker, selvom også andre krydderier spiller en vigtig rolle.

Til en stor grydefuld, som blev til 4 måltider, til 3 personer (se nederst i artiklen):

Ingredienser:

  • Hakket oksekød.1600 gr
  • Tomatjuice 0,75 ltr
  • Tomatsovs (La Marinara) af 2 ds Mutti hakket tomat
  • Tomatpuré 2 spsk.
  • Løg 2 store
  • Hvidløg 6 fed
  • Krydderier.
    -Chipotle Chilipulver 3 spsk
    -Kanel 3 spsk
    -Spidskommen 3 spsk
    -Allehånde 2 spsk
    -Sukker 2 spsk
    -Nellike, malet 1 spsk
    -Laurbærblade 4 stk
    -Mørk chokolade 81% - 1 plade á 100 gr
    -Sort peber - efter smag
    -Salt - 2,5 spsk - og smages til senere
  • Rødvin 2 dl (en rest der stod fra sidste weekend)
  • Worcestershire sauce 1 dl (jeg bruger Marie Sharp's Smoked BBQ Hot Sauce)

I forbindelse med den sidste smagsjustering fik den et par dråber Powerdrops 3 mio, så kom der mere spark på, men det er ikke for alle.

Til servering: Kogt spaghetti, revet cheddarost og kidney- eller chilibønner.

 

Fremgangsmåde:

Jeg starter med at blanchere løg og hvidløg i gryden, for derefter at tilføje kødet, som brunes meget let. Tilsæt de øvrige ingredienser i den store gryde og rør godt. Mos kødet så meget du kan for at give det en "fin" konsistens. Du kan med fordel bruge en kartoffelmoser til det, men en træske er også fint.

Opvarm gryden til middel varme og lad den simre uden låg i tre timer under jævnlig omrøring. Vær opmærksom på den ikke koge for meget ind, og vil du lade den stå og hygge sig mere end tre timer, så sørg for at starte med rigeligt væske i gryden. Det skal tykne under simring, og smagene vil udvikle sig på skønneste vis. Jeg har prøvet at sætte retten i gang kl. 12, til servering omkring 18.30 - det bliver den bestemt ikke ringere af, og plantagen dufter herligt hele dagen.

De traditionelle "måder" at servere Cincinnati Chili på:

1) Cincinnati chili over spaghetti.
2) Cincinnati chili over spaghetti med cheddarost.
3) Cincinnati chili over spaghetti med cheddarost, med enten hakkede løg eller bønner.
4) Cincinnati chili over spaghetti, med både hakkede løg OG bønner.

"Dag 3" med denne skønne ret, brugte vi det i burritos med bønner, ost og creme fraiche - det var faktisk meget mere lækkert end på spaghetti, synes vi.

"Dag 4" toppede vi den - lige før der røg en patentansøgning afsted - vi lavede deep pan pizzaer på en hjemmelavet dej med en del rugmel i. Det var i bund og grund simple pizzaer, udover Cincinatti Chili var der godt med frisk mozarella på - ikke andet. Det smagte simpelthen genialt.

Deep Pan pizza med cincinatti chili og frisk mozarella

Tilbage til blog